Klubnyheder

DM I STAND UP PADDLE SKAL AFHOLDES I SÆBY

13. februar 2021, 14.05

Der er lagt op til surferfest ved stranden, når SUP Sæby i midten af august byder velkommen til de bedste padlere i Skandinavien. 


SÆBY: Der er udsigt til boards, padler og en stor surferevent i Sæby, når der i weekenden 14. og 15. august skal afholdes DM i Stand Up Paddle (SUP), der netop er blevet godkendt af Danmarks Idræts Forbund (DIF) som officielt DM. 

Dansk Surf og Rafting Forbund har netop udvalgt SUP Sæby som arrangør af DM på den anden side af sommerferien. 

- Det er ret stort for vores klub, at vi nu får besøg af ikke bare Danmarks men også nogle af verdens bedste SUPere, og vi glæder os usigeligt meget til at vise vores klub og by frem for omkring 100 padlere på alle niveauer, fortæller formand for SUP Sæby, Mick Anderson. 



SUP har oplevet en nærmest eksplosiv vækst de seneste år, og ikke mindst sidste år fik coronaen titusindvis af danskere til at gå ud og investere i nye boards og hoppe i våddragten. 

- DM er mere end bare et stævne for dem, der elsker at træne hårdt og få sved på panden. Det er også en hyggelig weekend for alle dem, der gerne vil lære mere - og bare padle sammen med andre for at hygge sig, siger Mick Anderson. 

Derfor bliver der sat padlemæssigt fokus på ikke mindre end tre ben i forbindelse med DM-stævnet: 

  • Hygge-padlere / begyndere
  • Unge under 15
  • DM i Langdistance, Sprint og Technical Race

Hygge på stranden - også for tilskuerne

For nye padlere bliver der mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med sporten. Der vil være mulighed for at prøve SUP for første gang og få instruktion til at komme videre til næste niveau. 

Der vil også være mulighed for at se nærmere på nyt udstyr, og flere forhandlere har allerede meldt, at de stiller op med nyt grej, som kan ses og prøves. 



For de unge bliver der arrangeret egne løb, så der kan blive skabt et ungdoms community i sporten, der trods det unge image har en ret høj gennemsnitsalder blandt de konkurrerende. 

- SUP er virkelig for alle. I SUP Sæby var yngste medlem bare fire år og ældste 74, da vi startede op for to år siden. De er stadig med, men vi vil gerne gøre vores til, at endnu flere i alle aldersgrupper kommer på vandet og nyder godt af en sport, der både giver kondition, styrke og ikke mindst gode core stabilitet, siger Mick Anderson. 

Stævnet for base i og omkring Sæby Søbad - lige ved stranden nord for den store lystbådehavn i Sæby, hvor SUP Sæby hører hjemme til dagligt. 

- Vi er så heldige, at vi har de fysiske rammer på plads til at afholde et stort event som DM. I samarbejde med feriecenteret, Sæby Søbad Restaurant og de lokale hoteller og hotelpensionater har vi mulighed for ikke blot at huse men også bespise og indlogere deltagerne på fornuftigvis - og skalere arrangementet op og ned, hvis coronaen til den tid driller eller giver os lov til at skrue op for fest-ambitionerne.



For tilskuerne bliver derfor en masse af se på og opleve. Alle races kan ses direkte fra strandpromenaden eller strandkanten, hvor der vil være boder og stævnespeakere i højttalere, der fortæller og forklarer, så alle kan følge med i mesterskaberne. 

Officielle DM-medaljer til vinderne DM i Sæby bliver første gang, at sporten kan hænge officielle DIF-medaljer om halsen på vinderne. 

I 2020 blev SUP efter flere års juridisk tovtrækkeri besluttede den internationale sportsdomstol, CAS, at SUP indenfor den olympiske bevægelse hører hjemme under surfforbundet.  

- I den forbindelse startede Dansk Surf og Rafting Forbund (DSRF) dialogen med DIF om at søge om en officiel godkendelse af forbundets SUP Danmarkmesterskaber hvilket nu, langt om længe, er lykkedes, udtaler Michael Lindberg, der er sekretariatschef i forbundet. 



Der skal uddeles DM- medaljer i tre discipliner:

  • Langdistance - en disciplin, hvor padlerne skal ud på en 10-20 kilometer tur på Kattegat
  • Sprint - her skal der padles for fuld hammer over en kort distance
  • Technical Race - her kommer teknikken, råstyrken og udholdenheden på prøve, når deltagerne skal løbe ud fra stranden og runde en række bøjer i tætte 20-30 minutter lang løb, hvor pulsen er oppe i det røde felt det meste af tiden. 

- Vi er ret heldige i Sæby at have nogle forhold til vands, der kan variere utroligt meget fra den ene dag til den anden. Er der vestenvind har vi nærmest helt fladt vand, og hvis vinder drejer til østlige retninger, bliver det et teknisk krævende DM. Heldigvis kan vi justere på banernes længde og sværhedsgrader, så alle får en god oplevelse, forklarer Mick Anderson. 

SUP Sæby skal nu i gang med det store forberedelsesarbejde, inden DM-stævnet kan finde sted.

- Som en lille klub er DM en fin ting at arbejde sammen om, og for mange af vores klubmedlemmer bliver DM også sæsonens helt store højdepunkt. Nu venter vi bare på, at isen smelter, så vi kan komme på vandet og træne, siger klubformanden. 

DM i SUP har været afholdt siden 2013. SUP er en sport med rødder tilbage fra den Hawaiianske kultur. Sporten er en ældre form for surfing og i mange år lå sporten henlagt pga. surf sportens generelle udvikling mod de mindre og mere tricks fokuseret bræt. Men i løbet af 00’erne fik amerikanerne igen øjnene op for SUP sporten grundet surferstilens utrolige alsidighed.

SUP kan nemlig både udøves i store bølger, på fladt vand i fx havnemiljøer, langs stranden ved kysten eller sågar på brusende white water floder. Sporten er blevet en utrolig populær aktivitet blandt både topatleter og helt almindelige motionister, herunder familier, børn og unge.